Hvad er pu-materiale

May 08, 2021 Læg en besked

Polyurethan (engelsk: Polyurethan, IUPAC forkortet PUR, generelt forkortet PU), refererer til en type polymer indeholdende karbamatkarakteristiske enheder i hovedkæden. Dette polymermateriale anvendes i vid udstrækning i klæbemidler, belægninger, lavhastighedsdæk, pakninger, bilmåtter og andre industrielle områder. Inden for dagligdagen bruges polyurethan til at fremstille forskellige skum og plastsvampe. Polyurethan bruges også til at fremstille kondomer (til mennesker, der er allergiske over for latexkondomer) og medicinsk udstyr og materialer. Fordi polyurethan har en meget lav varmeledningsevne, har nye vægisoleringsmaterialer baseret på dets materialer gradvist udviklet sig og modnet i vestlige lande som Europa og USA.

Forskning og udvikling af polyurethan blev først startet i 1937 af Otto Bayer og hans kolleger i Fabiens laboratorium i Leverkusen, Tyskland. De anvendte princippet om additionspolymerisation gennem eksperimenter ved hjælp af flydende isocyanat og flydende polyether eller glycolpolyester til at generere en ny type plast-polyurethan, som var forskellig fra de polyolefiner og polykondensationsgenereret plast, der var blevet opdaget på det tidspunkt. Den nye monomerblanding er også forskellig fra de patenter, Wallace Carothers har opnået for polyester. Først var applikationen begrænset til fibre og fleksible skum, navngivet engelsk: Igamid U, fiberen fremstillet af denne harpiks blev kaldt engelsk: Perlon U, men i 1944 nåede den kun 25t / måned. Derefter blev dens udvikling påvirket af Anden Verdenskrig (i løbet af perioden PU blev kun brugt i luftfartssæder i et lille område), det var først i 1952, at isocyanater begyndte at være kommercielt tilgængelige. I 1954 etablerede Monsanto fra USA og Bayer of Germany et joint venture Mobay Chemical og begyndte at bruge toluendiisocyanat (TDI) og polyesterpolyol til at producere fleksibelt polyurethanskum til kommercielle formål i USA. Opfindelsen af ​​dette skum (kaldet efterligning af schweizisk ost af opfinderne) skyldes tilsætningen af ​​vand til reaktionssystemet. Disse stoffer bruges også til at fremstille stift skum, viskose og elastomerer. Lineære fibre dannes ved omsætning af hexamethylendiisocyanat (HDI) og 1,4-butandiol (BDO) [1].


Den første kommercielt producerede polyetherpolyol, poly (tetramethylenether) glycol, blev produceret ved polymerisering af tetrahydrofuran af DuPont i 1956. BASF og Dow Chemical introducerede billigere polyalkandioler i 1957. Disse polyetherpolyoler viser tekniske og kommercielle fordele, såsom: lave omkostninger, nem håndtering, fremragende hydrolytisk stabilitet; og kan hurtigt erstatte polyesterpolyoler ved fremstilling af polyurethan. Andre PU-promotorer inkluderer Union Carbide og Mobay Chemical. I 1960 nåede produktionen af ​​fleksibelt polyurethanskum 45.000 tons. Efter mere end ti års udvikling med fremkomsten af ​​chlorfluoralkan-boblende midler, har billige polyetherpolyoler og diphenylmethandiisocyanat (MDI) fremmet brugen af ​​stift polyurethanskum i højtydende isoleringsmaterialer. Brugen af. Stift polyurethanskum baseret på polymer MDI (PMDI) har bedre termisk stabilitet og forbrændingsevne end TDI-baserede materialer.


I 1967 blev urethanmodificeret polyisocyanat stift skum produceret, og de producerede isoleringsmaterialer med lav densitet viste bedre termisk stabilitet og flammehæmning. Det var også i 1960'erne, at interne sikkerhedskomponenter i biler, såsom dashboards og dørpaneler, begyndte at være lavet af termoplastisk udfyldning med halvstivt skum.


I 1969 udstillede Bayer en plastikbil i Düsseldorf, Tyskland. Nogle dele af bilen er fremstillet ved hjælp af en ny proces kaldet RIM (Reaction Injection Molding). RIM-teknologi bruger højt tryk til at injicere flydende komponenter og derefter hurtigt injicere reaktive komponenter i formhulrummet. Store dele som bilens dashboards og paneler kan også sprøjtestøbes på samme måde. RIM af polyurethan inkluderer mange forskellige produkter og processer: brugen af ​​diaminkædeforlængere og trimeriseringsprocessen af ​​urethan, isocyanat og polyurinstof, tilsætning af additiver, såsom formalet glas, glimmer, forarbejdede fibre osv. Til dannelse af en såkaldt RRIM, det kan forbedre bøjningsmodulet og termisk stabilitet. I 1983 brugte USA denne teknologi til at fremstille bilkarrosserier til biler. Tilføjelse af glasfiber i formhulrummet på forhånd kan yderligere forbedre bøjningsmodulet, den såkaldte SRIM eller struktur RIM.


Siden begyndelsen af ​​1980'erne er vandblæst mikroporøse fleksible polyurethanskum blevet brugt som modelpakninger til bilpaneler og dækluftfiltre. Siden da, på grund af stigende energipriser og stigende krav til at reducere brugen af ​​PVC i biler, er markedsandelen for polyurethan fortsat med at stige. De dyre råvarepriser kompenseres af reduktionen i vægten af ​​komponenter, såsom reduktionen af ​​metalovertræk og filterhuse. Højtfyldte polyurethanelastomerer og uudfyldte polyurethanskum anvendes nu i oliefiltre med høj temperatur.


Ved fremstilling af polyurethanskum (inklusive skumgummi) tilsættes en lille mængde flygtige stoffer, kaldet boblende stoffer, til reaktionsblandingen. Disse enkle stoffer giver polyurethan fremragende varmeisoleringsegenskaber. I begyndelsen af ​​1990'erne begrænsede Montreal-protokollen brugen af ​​nogle klorholdige boblemidler for at reducere indvirkningen på ozonlaget. Såsom trichlorfluormethan (CFC-11). Andre halogenerede alkaner, såsom chlorfluorcarboner, 1,1-dichlor-1-fluoroethan (HCFC-141b) blev opført som udfaset af IPPC-direktivet om drivhusgasser fra 1994 og EU-direktivet om flygtige organiske gasdirektiver fra 1997. I slutningen af ​​1990'erne, selv om der stadig var nogle udviklingslande, der brugte halogenholdige boblende stoffer, havde Nordamerika og Europa i stigende grad brugt kuldioxid, pentan, 1,1,1,2-tetrafluorethan (HFC-134a)), 1 1,1,3,3-pentafluorpropan (HFC-245fa) som et boblende middel.


Baseret på den eksisterende polyurethan sprøjteknologi og polyetheramin kemisk teori er sprøjtning af elastiske materialer af polyurethan blevet udviklet hurtigt i 1990'erne. Deres hurtige respons og relative fugtighedsfølsomhed gør dem til de foretrukne belægninger til projekter med stort område. Såsom sekundære sikkerhedsskaller, manhul- og kanalbelægninger, tankforinger. Efter korrekt primer og overfladebehandling har den god vedhæftning til beton og stål. I den samme periode blev den nye to-komponent polyurethan- og polyurethanpolyurea-blandet elastomerteknologi anvendt på den belagte sengeforing til konstruktion på stedet. Denne belægningsteknologi til små lastbiler og andre lastkasser skaber et holdbart, friktionsbestandigt kompositmetalmateriale. Den termoplastiske foring kompenserer for metal' s mangler i korrosion og sprødhed.